Sankt Hans aften i Sandersvig
Midsommervisen
1. Vi elsker vort land,
når den signede jul
tænder stjernen i træet med glans i hvert øje,
når om våren hver fugl
over mark, under strand
lader stemmen til hilsende triller sig bøje:
vi synger din lov over vej, over gade,
vi kranser dit navn, når vor høst er i lade.
men den skønneste krans
bli'r dog din sankte Hans!
den er bunden af sommerens hjerter så varme, så glade.
2. Vi elsker vort land,
men ved midsommer mest,
når hver sky over marken velsignelsen sender,
når af blomster er flest,
og når kvæget i spand
giver rigeligst gave til flittige hænder;
når ikke vi pløjer og harver og tromler,
når koen sin middag i kløveren gumler:
da går ungdom til dans
på dit bud, sankte Hans!
ret som føllet og lammet, der frit over engen sig tumler.
3. Vi elsker vort land,
og med sværdet i hånd
skal hver udenvælts fjende beredte os kende,
men mod ufredens ånd
over mark, under strand
vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde:
hver by har sin heks, og hvert sogn sine trolde,
dem vil vi fra livet med glædesblus holde;
vi vil fred her til lands,sankte Hans, sankte Hans!
den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli'r tvivlende kolde.
Holger Drachmann. 1885
Sandersvigs pris
Melodi: Jeg ved hvor der findes en have så skøn.
1. Jeg ved, hvor der findes den skønneste strand,
som forsynet skænked' vort elskede land.
Der gavmildt naturen så fager og rig,
har draget en sandbræm ved navn Sandersvig.
2. Når granerne skyder de tusind af skud,
når egene løves, og bøge står brud,
mens bølgerne ruller så blide mod land,
hvor så man vel nogetsteds hvidere strand?
3. På engen der tumler sig viben blandt kvæg
og værner så tappert om rede og æg.
Og skovene fyldes af gøgens kukkuk,
mens strandkanten nynner til bølgernes kluk.
4. Med Brandsø som centrum for passerens ben
der kysten sig kurver så yndig og ren
fra Knudshoved om til de svajende træ'r,
på hagen ved Anslet, der hegner og læ'r.
5. Mod øst over Bæltet en skorsten mod sky
sødt minder om sukker i Willemoes' by.
Mod nord over kanten af Sælhundesten,
kan Middelfart øjnes i kikkert fra Green.
6. Og Wedellsborgs skove bag Brandsøens kyst
os vinker med skygge af bøge så tyst,
mens Bågø sig dukker i synskredsens rand
og synes forenet med fynboers land.
7. Mod syd fanges blikket af Årøsunds fyr,
når nathimlen mørknes af drivende sky'r.
Og fjernere endnu mod Helnæs'es brink,
kan kursen vi sætte mod fyrtårnets blink.
8. Småhytter sig gemmer i Skovkantens ly,
kun flagene røber dig frejdigt mod sky,
og solbrune unger her kravler omkring,
og finder på stranden de herligste ting.
9. Enhver, der fik øjne, vil give mig ret:
Der findes i Danmark ej skønnere plet.
Ja, se blot, og sige du må uden svig:
“Hvor kan de dog sagtens, som fandt Sandersvig.
Favrholdt